Faste cykler


Hovedparten af de faste cykler bruges til boring.
 
De fleste CNC-styringer i dag har faste cykler. Det er nogle underprogrammer, som udfører en række ofte forekommende arbejdsmønstre, som f.eks. boring, rivning og gevindskæring. Når man kalder de faste cykler anfører man kun nogle få oplysninger, som nærmere angiver, hvordan cyklusen skal udføres. På den måde kan man spare en del programmeringsarbejde.

De faste cykler er låst i styringen, så man kan normalt ikke komme til at slette dem eller rette i dem.

ISO har standardiseret 9 forskellige borecykler, og de fleste styringer har disse. Nogle har derudover nogle andre faste cykler, som f.eks. boring af huller i et gittermønster eller fræsning af noter, men disse er ikke standardiserede, så man må søge nærmere oplysninger i den medfølgende programmeringsmanual.

En borecyklus består normalt af 6 trin:
  1. Positionering til det første huls XY-koordinat. Det kaldes startpunktet.
  2. En ilgangsbevægelse i Z-aksen til returplanet.
  3. Hulbearbejdningen, som altid sker i tilspænding.
  4. Ved bunden af hullet: Evt. bevægelse, dvæletid eller spindelorientering.
  5. Retur til returplanet. Den aktuelle G-kode afgør om det sker manuelt, i ilgang eller i tilspænding.
  6. Returnering til startpunktet i ilgang.

Trin 1, 2 og 6 gælder for alle cykler. Trin 4 og 5 varierer afhængig af borecyklen.

Hvis man kører en borecyklus i enkeltblok tilstand stopper aksebevægelserne efter trin 1, 2 og 6. Det er derfor nødvendigt at trykke på cyklusstart 3 gange for at bearbejde ét hul.

Selvom mange af borecyklerne ligger tæt op ad hinanden, kan programmeringen af dem være lidt forskellig på forskellige styringer.

Se også vejledningen til de enkelte cyckler i CNC-kode oversigten.